På vej mod det ukendte

Skrevet af Ian Nielsen - Søndag, 09 juni 2013.

Siden jeg var lille, husker jeg hvordan jeg altid har været fascineret af vandet.

Det store hav, der på overfladen bare var grønt og kedeligt, men under overfladen åbner en helt ny og fantastisk verden. Et sted man kunne svæve igennem, og bare se ned på bunden, som en fugl ser på jorden fra luften. Allerede fra jeg lærte at svømme, havde dette bidt fast i mig, og gennem hele min barndom og ungdom, blev det også til en del fridykning og snorkling. Desværre savnede jeg følelsen af at kunne gå dybere, længere og udforske mere af denne verden.

Så da jeg fik muligheden for at starte uddannelsen her i Roskilde som dykker, greb jeg straks chancen. 

Netop i dag, skulle så være afslutningen på et kapitel i mit fantastiske livseventyr, og samtidig åbne et nyt blad i bogen, til en verden af muligheder med mig nyt dykkercertifikat i hånden.

Dagen i dag bød på to dyk oppe omkring Øen Ven. Vi mødtes alle i garagen, hvor at stemningen var god og humøret højt. Søren havde allerede gjort den store båd klar, hvilket ikke gjorde mit smil mindre. Turen til Skovshoved havn, foregik i en bil med en ny dykker i klubben, som jeg ikke havde mødt før. Men med en fælles interesse for verdenen under overfladen, var der ingen tavse øjeblikke i bilen.

Bil til havn, båd i vand, udstyr i båd, båd på hav, udstyr på krop, klar til dyk….

En noget bølgende oplevelse at komme frem til dykkerstedet, vinden var ikke hård, men tilstede, og bølgerne og strømmen var nok til at skabe mindre problemer for nye dykkere som os. Vi gjorde klar, og i mellemtiden fik vi besøg af et stort flot tysk containerskib, som syntes at han lige skulle sejle forbi os i en afstand af 75-100 m af os, og pludselig føler man sig som en meget lille person, i en meget stor verden.

Efter lidt bølgeskvulp fra skibet, kom de to første dykkere i vandet. Der lå et vrag under os, som skulle undersøges nærmere. Efter en 20-25 minutter, hvor vi andre så kunne nyde solen kom de op til overfladen igen. I mellemtiden var strømmen i vandet taget til, så vi valgte at der hvor jeg og den anden dykker skulle i, skulle være et andet sted.

Vi sejlede nord om Ven, og lagde til et sted med lidt strøm, og omkring 17 meters dybde. Og så ellers udstyr på. Følte det lidt som en hun der ved den snart skal luftes, var spændt og glædede mig til at komme under overfladen, og udforske mere af den verden jeg kun havde set et par få gange før.

Nåede kun lige under, da jeg tænkte. ”Hvad er det for nogle mystiske tråde foran mig?” og netop som tanken var afsluttet, begyndte min overlæbe at brænde. Langt fra første gang jeg havde oplevet dette, så tog det ikke så tungt. Lidt som at kysse en dame med overskæg, der havde spist chili. Ubehageligt og noget man husker, men sjældent noget man dør af. Bunden var fantastisk, første gang jeg så denne type af hav. Planterne lignede noget fra en film, og mens de andre lå og svævede over bunden, og jeg forsøgte at afbalancere, vikle mig ud af reb, holde styr på instrumenter og mudre bunden op, så vi masser af liv der nede. Fra brandmænd til de flade ting man spiser med pomfritter og remoulade der hjemme. Dykket gik fantastisk, og efter aftalt tid begav vi os til overfladen.

Vi lå der i noget tid, og ventede på at vi kunne komme til at foretage andet dyk for i dag. Denne gang ind imod bredden.

Selvom det var på lavere vand, syntes jeg at andet dyk var endnu mere fantastisk end første. Efterhånden som dybden ændrede sig, ændrede planterne og det liv man så sig også, så der var hele tiden noget nyt og se på.

Op af vandet, af med udstyret og i båden, ind imod havnen. Netop som jeg troede at jeg var fyldt op med indtryk og oplevelser for i dag, fik vi en helt fantastisk sejltur tilbage til havnen. Vinden i håret, båden der slog på bølgerne, og masser af tanker fra dykket der kørte rundt i hoved på mig, gjorde ikke mit smil mindre.

Tilbage i Roskilde, nåede jeg lige hjem og samle en kæreste op, der hurtigt fortrød at hun spurgte hvordan det var gået i dag. Den ene historie blev afløst af den anden, imens hun sad og ærgrede sig mere og mere over at hun ikke har mulighed for at tage certifikatet før om et år eller to.

Et certifikat som kunne hjælpe hende med at opleve den verden som hun, lige som så mange andre drømmer om. Nemlig drømmen om at kunne svæve over en verden, mens man kigger ned på bunden. Netop som en fugl der svæver over himlen, imens den kigger på jorden.

 

Skrevet af Ian Nielsen. 

Kommentarer (0)

Skriv en kommentar

Log ind, for at skrive en kommentar